Pas på dit hjerte ikke forstener

Som topleder bliver man begejstret, når man anerkendes for at gøre en forskel. Med tiden lærer man at rumme endnu mere. Man får mere ansvar. Med ansvaret følger forpligtelserne – også når det ikke går som forventet.

Jeg har efterhånden mødt mange forskellige ledere i arbejde med topleder sparring, coaching og i rollen som headhunter. Der må aldrig være tvivl om, hvor meget jeg beundrer de der har modet og evner at lede på et så højt niveau.

Indimellem har jeg ofte tænkt at det er imponerende hvor meget et menneske kan lære at rumme. Hvor stort et pres de kan håndtere. Særligt når de samtidig skal være noget for familien derhjemme, for den gamle vennekreds. Huske at stå tidligt op om morgen, så man kan nå mere. Træne for at opnå energi til endnu mere.

Fra vellidt til respekteret og måske frygtet

Med tiden ser jeg dog en trist tendens til flere mister fodfæstet i takt med at de bliver mere magtfulde. Utålmodigheden stiger. Sulten efter endnu bedre resultater er nærmest umættelig. Den dominerende side hersker. Tonen bliver hårdere. Hvor der tidligere var rum for en god personlig snak, er dette rum fyldt ud med for mange gøremål. Måske for meget travlhed? Hvor man tidligere var vellidt, er man nu respekteret. For nogle er man blevet den de frygter…

Hvad ser du, når du kigger dig selv i spejlet?

Sandheden kan meget vel være, at der er en øvre grænse for hvor meget vi kan rumme som mennesker. Hvor længe vi bør blive i den samme stilling. Men den egentlige sandhed kan være hvor vigtigt det er at passe bedre på dig selv. For når sjælen forlader lederskabet, så er det fordi dit hjerte er begyndt at forstene. Og hvis det er tilfældet, vil du være den sidste der opdager det. For du mærker jo ikke efter – eller gør du? For hvis du gør, må det være tydeligt, også for dig, at du må gøre noget ved det…